Så-feber

Det er første år, jeg sår. Og ja, som I måske har fornemmet, er jeg vild med det. Det er egentlig en lidt underlig fornemmelse. Hvorfor er det så fantastisk at putte en lille, runken, brun ting ned i dejlig, fugtig muld og så se en lillebitte grøn spire dukke op? Jeg ved det ikke. Men når jeg står op om morgenen, er det ligesom december måned, da jeg var lille. Ikke en eneste dag var det noget problem at komme op – julekalenderen med den fantastiske præfabrikerede chokolade, der smeltede hvinende sødt på tungen, ventede jo. Og på samme måde med spirerne. Alle bakker og potter tjekkes igennem og en lille bleg nakke er den bedste start på dagen.

Jeg prøver lidt af hvert

Nogle af de første planter, jeg faldt for, er klokkeranke (man er vel dalbyist) og pragtsnerler.

Jeg har jo i sagens natur intet drivhus, så har brugt lejlighedens vindueskarme. Blev grebet af stemningen og købte allerede i januar en Roottrainer, men har nu egentlig også bare været glad for at så i helt almindelige plastpotter. Jeg skifter manisk mellem at være udstyrs-freak med minidrivhuse og kunstigt lys og brug-hvad-du-har-øko-type med halve mælkekartoner og gamle tomatbakker. 

Nu må det gerne snart blive varmt udenfor

Jeg er bidt

Jeg er bidt. Jeg ved ikke helt hvordan. Det er en underlig fornemmelse. Jeg tænker på blomster og planter hele tiden. Når jeg spiser morgenmad, når jeg sidder til forelæsning, når jeg skal sove, ja endda drømmer jeg om dem. Det her forår er det gået helt galt, og der er såbakker og minidrivhuse og spirer og plante-babyer i hele lejligheden. Er det mon sundt? 

I mine drømme ser jeg endeløse blomstermarker, pergolaer svulmende med store, tunge roser, svajende staudebede, lange rækker af sprødgrønne gulerodstoppe og dalbyanske spejlbassiner. I virkeligheden har jeg en altan på 8 kvm. Men jeg elsker den!

Et kig ud på altanen en våd sommerdag sidste år

Jeg har længe fulgt med som skyggelæser (jeg lover at begynde at kommentere, ama'r halshug!) i have-blogverdenen og fået masser af inspiration og ideer til altanen. Den er lille, men der er stadig plads til at drømme, trods alt.

Jeg er måske ikke ligefrem i ”have-segmentet”; de fleste af mine venner kigger underligt på mig, når jeg fortvivlet spørger dem, om de dog ikke kan fortælle mig, hvorfor mine nøje udvalgte og nyindkøbte lathyrus-frø ikke spirer og deler måske heller ikke ligefrem min armene-i-vejret-ekstase, når jeg ser det første grønne bryde gennem jorden.

Grøntgrøntgrøntgrøntgrønt

Så nu vil jeg altså være med! Herinde sammen med alle jer andre.

Der er ikke så meget at vise frem endnu. Min altan er i forårs-mode (læs: algegrøn og med halvtriste planter, som lige netop har overlevet vinteren), men jeg drømmer om en frodig jungle af klatreplanter og dahliaer og pæoner og anemoner og pelargonier og alt muligt andet, jeg som en fjantet hundehvalp på skovtur bliver fristet af på planteskolens bugnende hylder.

Jeg håber i hvert fald, at I har lyst til at følge med i mine nogle gange famlende, men altid top-motiverede forsøg på altanen (og så håber jeg da selvfølgelig, at der kunne falde nogle gode råd af på vejen fra nogle af jer mere erfarne havefolk!)