lørdag den 22. marts 2014

Favoritplanten til altanen: Lathyrus

Lathyrus kan jeg ikke få nok af. Jeg har i år sået 3 forskellige, mine egne fra sidste år, Mammoth Mix og King's High Scent.
Jeg lagde frøene i vand i 2 døgn inden, de blev sået. Så er det nemmere for spiren at komme gennem den hårde skal. Når spirerne er store nok, laver jeg stiklinger - det er faktisk ret nemt, og når man kun har en enkelt vindueskarm at så i, er det meget smart, at man kan få to planter ud af et frø.

Den første lathyrus i blomst sommeren 2013



Sidste år fik jeg ikke så mange blomster på min gamle nordvendte altan, så i år tager jeg revanche. De skal kravle overalt, hvor der kravles kan.

Fra maj sidste år 

Og så lige en update på klokkerankerne - andet hold gik noget bedre, men stadig kun en spireprocent på ca 50%. Hvor mange af jeres frø spirer? Tror måske jorden igen var en smule for våd. 



torsdag den 20. marts 2014

Man kan da sagtens have drivhus på en altan!

Så er drivhuset kommet op. Jeg er helt vild med det - hvad synes I?


Og jeg fik lusket mig til lidt hjælp fra min kæreste og kusine


Sat op - med en skuffe til alt det, man ellers ikke har plads til på altanen

Jeg har fundet et sted på Den Blå Avis, hvor man kan købe hjemmegroede tomatplanter. Jeg har hørt mig for, og jeg har nok kun plads til to planter i drivhuset.
Er der nogle af jer, der kan anbefale nogle gode sorter? Gerne cherrytomater.

onsdag den 19. marts 2014

Pelargoniestiklinger

Jeg har mine tre pelargonierplanter stående indenfor ved stuetemperatur vinteren over. De burde nok stå lidt mere køligt, men de har klaret sig fint.



Denne pelargonie lavede jeg sidste år fra tre stiklinger
Nu er de beskåret, og jeg har lavet stiklinger af det overskydende.
Det er ret nemt:

- klip under de første 2-3 "ringe", man kan se på grenen. Klip lige under et bladpar.
- fjern de nederste blade, og lad kun 2-3 blade sidde tilbage.
- fyld så- og priklemuld i potter og vand i en bakke, så hele jorden bliver fugtig.
- sæt de friske stiklinger ned i jorden



Sæt gerne stiklingerne i et drivhus, så de har det lunt og fugtigt. De slår rod efter 2-6 uger og så man helt nye planter. Den ene af mine egne pelargonier har jeg selv lavet på samme måde fra en lille stikling.
Jorden skal holdes fugtig, men de skal ikke stå og søbe - så rådner de små planter (og det ved jeg fra bitter erfaring!).

lørdag den 8. marts 2014

Blomsternes kirkegård

Vindueskarmen på min bagtrappe ligner den rene massakre.


Jeg har selvfølgelig købt mig fattig i forskellige løgplanter henover vinteren - hyacinter, vibeæg, perlehyacinter osv.. Og min nuværende opbevaring vil jeg tro er aldeles ureglementeret - men hellere det end at smide dem ud. 


Jeg har læst mig til, at man kan plante de afblomstrede blomsterløg ud i haven og så være heldig at få blomster næste år. Vores gård kunne virkelig trænge til lidt forårsfarve, så det er weekendens projekt. 

Man skal simpelthen bare grave dem ned med hele molevitten - både visne blomster og blade. Men gerne lidt dybere end løget har stået i potten indenfor, sådan at det visne bare lige stikker op. 
Det har jeg fundet ud af ved at spørge inde på Havenyt.dk, som har et rigtigt godt forum, hvor man kan stille spørgsmål om alt, der handler om have. Alle de gange, jeg har stillet spørgsmål, har der været svar inden for få timer! Forum på Havenyt.dk

tirsdag den 4. marts 2014

Vi prøver igen!

Hmm, det forrige hold klokkerankefrø kom aldrig op af jorden. Så nu prøver jeg igen. Måske er der nogen derude, som har et godt fif? Tror måske jorden var for våd, og at frøene rådnede... Men jeg krydser fingre for næste omgang!


onsdag den 26. februar 2014

Klokker og måner


Min helt store overspringshandling i en laaaang eksamensperiode her i vinter har været at kigge og købe frø på internettet.
Jeg elsker slyngplanter og klatreplanter, og de er perfekte til en altan, hvor planterne gerne må fylde mest i højden. Jeg har bl.a. købt frø til lathyrus, klokkeranke, måneblomst og pragtsnerle, som skal plantes ud på blomsterstativer i krukker senere på foråret.
Jeg har prøvet at være lidt mere hård i udvælgelsesprocessen i år, da jeg simpelthen havde forspiret alt for meget sidste år ift., hvad der kunne være på min altan. 



De første hold frø er sået. Jeg har virkelig skulle holde mig i skindet for ikke at gå i gang for tidligt, men heldigvis må man gerne så klokkeranke og måneblomst lidt tidligt, da de har en lang vokseperiode.
Måneblomst er spiret, nu skal de bare ikke vokse for stærkt

De er sået i roottrainers med så- og priklemuld, og frøene er lagt i vand et par timer inden, så spiren kan komme ud af den hårde skal.
Jeg har fundet ud af, at klokkeranke faktisk er flerårig, så i år vil jeg forsøge mig med at overvintre klokkeranke (frøene skal selvfølgelig lige spire først). Jeg har nemlig også i min nye lejlighed fået et loftsrum som er perfekt til formålet – der er nemlig både den rette temperatur og et loftsvindue med lys.

Måneblomst åbner sine blomster om aftenen

Sidste år var min klokkeranke villig nok til at vokse - men jeg fik kun een sølle blomst, så jeg prøver igen i år. Nu med sol!

lørdag den 22. februar 2014

Køkkenhave og blomstermark på 8 kvadratmeter

Så har jeg gjort forårsrent på bloggen og er åbnet op igen efter vinteren. I mellemtiden er jeg flyttet (altså i virkeligheden) – hvilket betyder, at jeg nu er den glade ejer af en 8 kvadratmeter stor sydvestvendt altan. Juhuu, endelig kan mine blomster få den sol, de fortjener.

Efeu, juleroser, lyng og klatrehortensia i den store krukke. 

For enden en klematis, som forhåbentlig kommer til at dække "endevæggen", hvis den har overlevet vinterens frost


I løbet af vinteren er der lagt store planer, som jeg løbende vil fortælle om.
Jeg har fået de fleste flerårige planter med fra min gamle altan og har tænkt meget over, hvordan altanen også kan være hyggelig at se på om vinteren. Det er jo lidt noget andet end en have, hvor man godt kan have et bart hjørne med visne stauder - altanen kigger man jo på hver dag, så jeg prøver at blive gode venner med stedsegrønne og vinterblomstrende planter.
I år har jeg købt efeu, som med sine grønne blade lyser op i vinteren. Også lyng og juleroser. Juleroser og påskeklokker er jeg helt vild med, og hvis jeg havde plads ville jeg have mange flere.

Krukkerne står beskyttet op ad muren, pakket ind i bobleplast
I sidste uge kom krukkerne frem. Dem plantede jeg til med løg i efteråret i sidste øjeblik, og jeg kan ikke længere huske med hvad – så det bliver spændende at se, når de springer ud. Det er første gang, det er lykkedes med løg i krukker for mig – sidste gang var de alle rådnet.
Tricket i år var at stille alle krukkerne langs husmuren og så dække dem til med bobleplast.



Til sidst den største nyhed. Jeg har købt DRØMMEdrivhuset efter at have brugt timer og atter timer på nettet for at finde et drivhus, som passer til en lille altan. Det er supersmart og har en indbygget funktion, som gør, at tagvinduet automatisk åbner sig for at tilpasse temperaturen. 
Det er ikke ankommet endnu, men I kan se et billede her:

Drivhuset skal være sprængfyldt med tomater!
Fra Gardenista.com